LIGA Herrer 2009-2010
d.27 marts 2010

LIGA herrer runde.7 d.20-21 marts i Århus

Ravnsborg's hold til runde7 var:
Kim A, Kim Hede, John O, Allan Bryde, Bo Jarlstrøm, Lars "Mulle" og René "Lomme".
Runden i Århus skulle afvikles på en 40 fods oliering, som viste sig at være lidt sværere end vi nok havde ventet. Ihvertfald spillede den for os noget nemmere hjemme i Køge. Profilen blev igen ret sent offentliggjort denne gang, og vi havde kun fået trænet på den to gange i 1,5 time og altså slet ikke prøvet den nedspillet som den blev i Århus. Men det er jo selvfølgelig ens vilkår for alle. Det værste var dog at tilløb i Århus var noget af det mest elendige vi nogensinde havde oplevet. Det var stort set UMULIGT at glide og føltes nærmest som en gang klister man gik rundt på selv med en helt ny 10'er sål. Så er det sgu svært at bowle og de flestes kroppe blev godt mærket af strabadserne. Nu jeg er igang med at brokke :-) ja så blev vi invaderet af løsbowlere undervejs og børnebander kørte op og ned på banerne ved siden af og stolte forældres blitzlys glimtede jævnligt. Lidt pudsigt at nogen er fortaler for at LIGA kun skal afvikles i store haller, mens det faktisk som undertegnede oplever det, er fortrinsvis i de små haller at vi blir taget mest seriøst og behandlet som elite sportsfolk. Et plus ved Viby var dog at der stod 5 liters tårne med is-drikkevand til fri afbenyttelse, hvilket vi havde stor glæde af da vi svedte pænt og især undertegnede som var blevet feber og sygdomsramt løb i fast rutefart til drikkevandet. Vi havde et hårdt opstartsprogram med liga'ens nr.1 og nr.2 samt formstærke Trekanten, så lørdagen kunne blive både en fugl og en fisk... og de fleste ved jo hvad det endte med...det var da vist mest en STOR FISK, formentlig en fladfisk, torsk eller en kulmule....!



Kamp 1.
var imod Sporvejene og vi førte faktisk hele vejen på begge trioer i første serie og det lignede længe en 4-0 føring. Det blev da også 4-0 men desværre den forkerte vej. Hvordan det så end gik til, så satte vi nemlig det hele til i 9-10'ende rude og tabte med 10 og 23 kegler. I anden serie lignede det også point på den ene trio, men det hele endte med 0-10 nederlag og vi nåede faktisk kun 2209 kegler mod Sporvejenes 2314 kegler.
Mulle med 416 var den eneste over par mens Bobo nåede 378 og Bryde 376.


Kamp 2.
var imod formstærke Trekanten som jo netop fortjent har fået udtaget to af deres unge spillere til seniorlandsholdet. Vi måtte jo bare prøve at komme op på hesten igen ovenpå den skuffende første kamp og vi spillede da også en god kamp, faktisk weekendens bedste score for os. Trekanten var bare bedre. Så selvom vi nåede 2470 kegler og havde en trio serie på 679, ja så måtte vi tage imod endnu et æg idet Trekanten lavede flotte 2705 kegler og det med deres to landsholdsfolk helt i top med 536 til Mik Stampe og 510 til Paul Hutchinson.
Hos os lavede Bryde 477, Mulle 419, Bobo 410, René 396 og John 386


Kamp 3.
var så imod LIGA'ens førende hold fra Skive og her lavede vi så weekendens dårligste score. Uden at have tjekket det kan det vist også være sæsonens laveste score. Ikke meget at sige om den kamp, for der var ingen kamp. Vi taber 0-10 og med pinlige 2146 mod 2496 til Skive og vi var ikke i nærheden af point. Sikken en mareridts start vi havde fået med hele tre æg. Faktisk samme antal vi havde fået på hele sæsonen havde vi nu samlet i dagens tre kampe.
Bryde lavede 420 og Bobo 396 og de to kunne da være indsatsen bekendt.


Kamp 4.
var imod Thor94 og efter et hurtigt lille spiller møde fik vi rystet posen, byttet lidt rundt på trioer og pustet lidt gejst ind i hinanden. Nu VILLE vi altså på tavlen og det kom vi da også. Det blev en tæt og rimeligt velspillet første serie som endte 2-2 og med ca 20 keglers margin begge steder. Anden serie endte til sidst også med at blive tæt og spændende. Men det havde nu ikke været nødvendigt da vores ene trio faktisk førte midtvejs med over 100 kegler mens den anden var noget mere tæt hele vejen. Men vi holdt hjem trods en fin spurt fra Thor og begge trioer vandt sejre til os på henholdsvis 17 og 20 kegler og ialt en 8-2 sejr på 2395 mod 2363.
Kim A 454, Bryde 433, John 423, Mulle 407


Status på lørdagens fire kampe blev altså sølle 8 point, men trods alt med en slags opmuntring til sidst. Endnu en opmuntring ventede forude idet vi skulle have giga bøffer på Gaucho. Kvaliteten levede nok ikke helt op til prisen men vi blev da propmætte og store steaks det var det ihvertfald.


Kamp 5.
Første kamp søndag var imod Sisu og dem plejer vi jo at have et godt tag på, så mon ikke vi kunne få lidt ekstra point til vores lille samling. Deres ene trio havde dog været meget velspillende denne gang og det skulle de også være mod os. Så vi måtte "nøjes med" en 6-4 sejr, men alligevel fin start på dagen. Det blev til 2387 kegler mod Sisu's 2352 i en kamp hvor Mulle desværre måtte udgå med knæproblemer midt i anden serie grundet tilløbene og en syg webmaster altså desværre igen måtte på banen. Nå men nu havde vi da pludselig 14 point ovenpå starten med 3 æg.
Bobo 479, John 415, Kim A 412, Kim H 389



Kamp 6.
var imod hjemmeholdet fra Viking. Det blev til sidst en vildt spændende kamp. I første serie taber vores ene trio dog stort mens den anden hænger lige bagefter hele vejen. Kun sort uheld til sidst hvor en 7'kegle formentlig endnu vipper derovre gjorde at vi tabte med sølle 2 kegler og altså kom bagud 0-4. Men det slog os heldigvis ikke ud og i anden serie blev der fightet alt det vi kunne og lidt til. Vi fører hele vejen og vinder flot på begge trioer og er til sidst ganske tæt på også at kunne hente de samlede kegler hvor vi ellers var bagud med 145 ialt Dette lykkes dog ikke helt da vi til sidst mangler 18 kegler men vi får da hentet 4 point i et 4-6 nederlag og på 2340 mod 2358 til Viking.
Bryde 433 og Kim A 411


Kamp 7.
rundens sidste kamp var så både imod Aalborg men også imod en kæmpe flok småbørn på banerne ved siden af...! Aalborg havde en flot runde og de spillede da også en rigtig flot kamp mod os med hele 2662 kegler. Så vi skal vist være glade for de 2 point det lykkedes os at stjæle og det selvom vi når weekendens næstbedste score for os på 2432. ABT's ene trio præsterer en runde på 761, det er sgu svært at stille noget op imod og ABT har virkelig efter en noget svag sæsonstart sat spurten ind for at nå en slutspils plads, en spurt vi så samtidigt vist har fået meldt os noget ud af.
Bryde 489, Bobo 424, René 421


Status på runde7:
blev altså kun 20 point. Det var sæsonens dårligste. Med lidt held kunne vi godt have fået lidt mere, idet vi taber nogle meget tætte serier og vel også "forærer" især Sporvejene nogle nemme point. Samtidigt møder vi i lige præcis vores to bedste kampe to hold som går totalt amok. Well, sådan er det jo bare nogen gange. Vi ligger stadig på en sikker 6.plads og med 35 point til nedrykningstregen er det da ihvertfald helt umuligt at komme i fare for at lande på den forkerte side af stregen. Der er så næsten lige så langt op til slutspilspladserne, så det er heller ikke realistisk overhovedet at drømme om dette længere. Men det vigtigste for os i denne sæson var nu også at overleve og det her er jo faktisk større end at rykke op :-)
Efter denne runde7 skal vi desværre sige pænt farvel til Allan Bryde. Hans kone har termin ved næste runde og fremover venter et passivt medlemsskab og der går nok nogen år før Bryde igen spiller førstehold og LIGA. Så Allan, du skal have held og lykke fremover og vi håber selvfølgelig du får tid at komme i klubben og deltage på en eller anden måde også i fremtiden og så må vi se om vi kan finde en der kan erstatte dig og tage "din plads" på holdet. Du har godt nok præsteret endnu en flot sæson og har en stor andel i at vi overlever i liga'en


Sæsonens sidste runde er i Bryggens bowling center og det er d.10-11 april.



/Lomme