LIGA Herrer 2009-2010
d.12 oktober 2009

LIGA herrer runde.2 d.10-11 okober i Skive.

Ravnsborgs hold til runde2 var ligesom i runde1 nemlig:
Lars Mulle Jørgensen, Christian Nagel, Kim Hedegaard, Kim Andersson, John Olsen, Allan Bryde og René Lomholt.

Runden skulle afvikles på "Winding Road" profilen som er en sport oliering i Kegel Navigation Patterns. Den er 39 fod og med 22.44 ml olie. Vi var nogenlunde velforberedte igen, da vi havde fået trænet på den 3 gange. Desværre er profilerne ikke kommet ud fra sæsonstart som lovet af forbundet.
Da Skive er en hal med "kun" 14 baner, så var der et skævt program ligesom i Køge og de andre små haller. Dette betød at vi lørdag kun skulle spille to kampe og først skulle starte kl.15.50. Dette viste sig at være meget heldigt, idet Lomme's bil brød sammen på Fyn (turboen røg).
Mulle er heldigvis mekaniker og mente det var ansvarligt at trille videre med de ca 80-90 kmt den kunne presses op på. Alle kugler og unødig vægt fjernet fra "vraget" og 6 mand sendt i forvejen for at være klar til kampstart, mens undertegnede humpede afsted bagefter. Vi nåede frem i tide, en enkelt mand dog i noget dårligere humør end flertallet grundet udsigten til en STOR ekstra udgift.

Kamp 1.
Ravnsborg skulle i første kamp møde Trekanten som allerede havde spillet tre kampe og vundet dem alle efter flot spil. Så det var noget af en opgave vi skulle starte op med. Ydermere kunne ingen glide på tilløb, så der var pæn panik og gang i glidesokker og 10'er såler. Det viste sig heldigvis senere at det "kun" var de første baner der lige havde haft besøg af en børnefødselsdag der var umulige og Trekanten havde samme problemer så på den måde gik lige op. Men desværre gav denne start nogle "hævede knæ" som forfulgte et par stykker resten af weekenden. Tilbage til kampen som vi trods alt slap pænt ud af. Første serie endte 2-2, vores ene hold vandt med 7 mens det andet tabte med 96. Anden serie endte også 2-2 men keglerne kunne vi ikke hente, så sammenlagt 4-6 nederlag på 2305-2438. En OK start på weekenden, vi skulle jo lige igang og det skulle da også blive vores laveste score. Allan Bryde 434 og Kim A 402 var de højeste.

Kamp 2.
Anden kamp som så også allerede var lørdagens sidste kamp var imod Sporvejene. Vi var slet ikke oppe i deres gear endnu og ingen tvivl om at med det hold de har bør de lande i top3, men ja det lykkedes os alligevel at holde 2-2 i første serie. I anden serie var vi ikke i nærheden af point, så 2-8 og på 2383-2536. Men fremgang på keglefaldet og her kunne da også bedre glides på tilløb.
Kim A 433, Allan B 414 og Mulle 400.

Status på lørdagens kun to kampe var så 6 point, men egentlig ok når man kom ind og mødte hold der allerede havde spillet nogle kampe.
Derefter alle mand til den forudbestilte og superlækre buffet i hallen. Vi spiste lidt hurtigt, da der jo var en vigtig fodboldkamp allerede en time efter sidste kugle var kastet. Kampen så vi på Annexet, en sportspub med 3 storskærme lige ved siden af vores hotel. Jo, det blev en munter aften, tak til Jakob Poulsen
Vi gik dog trods alt rimeligt tidligt i seng, første kamp var jo kl. 8,40 og der ventede et program med hele 5 kampe i streg.

Kamp 3.
Første kamp søndag og weekendens tredje kamp var mod Sisu og det er jo en af de der nok ret så vigtige "indbyrdes bundkampe", da vi formoder at det er et af de hold vi skal slås med for at undgå nedrykning. Men vi var klar, mere end klar og der var faktisk ingen spænding udover i en enkelt serie som vi vandt med 7, så vi vandt sikkert med 10-0 og på 2435-2196. Dejlig start på søndagen.
Værelseskammeraterne Christian og Mulle var mest vågne af alle (Mulle havde vist været oppe og snakket på Chr. siden kl.04.00) og de lavede henholdsvis 458 og 437.

Kamp 4.
Nu var vi igang og det skulle så gå ud over Viking fra Århus. Alle var nu helt vågne (godt kaffe ikke er på dopinglisten) og der blev faktisk kun spænding om en enkelt serie som vi vandt med 15. Resten vundet pænt sikkert og altså 10-0 og igen med fint keglefald og weekendens hidtil bedste, nemlig 2545 mod 2305.
John 469, Allan B 442, Kim H 431, Mulle 419, Kim A 404, Christian 380

Kamp 5.
Dagens tredje kamp (efter en hurtig oliering) var imod Aalborg. Om det var fordi der nu var kommet TV folk for at filme må være usagt, men det flotte spil fortsatte og især Bryde gik amok i første serie med 276. Pudsigt nok tabte vi her weekendens bedste serie med sølle 1 kegle på 700 (276-218-206) mod Aalborg's 701. Kim A som ellers scorede de 218 i denne serie skulle spare og ramte også keglerne fint nok, men han faldt desværre ud på banen da fødderne igen "hang fast" på tilløbet, så istedet for en spare stod der et ærgeligt "F" i en af ruderne undervejs. Men ellers var der faktisk ikke den vilde spænding i kampen som vi vandt 8-2 og på 2514 mod 2379.
Allan 446, Kim A 441, Mulle 436, Kim H 423, John 387, Christian 381

Kamp 6.
Rundens sjette kamp var imod Thor94 og igen et af de der formodet vigtige bundopgør som "tæller dobbelt". Det blev 2-2 i første serie, begge hold vinder sikkert hver sin serie, men dog os med kegleføring. Anden serie vinder vores ene hold stort med 123 mens der var mere spænding på den anden trio. Men til sidst trak vi det længste strå også her med 25 kegler og vinder altså med 8-2 og med weekendens nu bedste score på 2559 mod 2385. En dejlig og vigtig sejr.
Mulle 444, John 441, René 435, Kim A 428, Kim H 425

Kamp 7.
Sidste kamp for en flok trætte, men egentlig ret så "tilfredse" mænd var imod danmarksmestrene og hjemmeholdet fra Skive. Men vi havde ikke til sinde at lægge os ned og med dette spilformat er det jo nemmere at få point selvom modstanderne generelt er bedre. Så vi lukker godt og vinder to tætte serier med 13 og 6 kegler og taber de to andre stort med over 100 og napper på den måde altså 4 lidt uventede point til samlingen, så 4-6 nederlag på 2356 mod hele 2626 til Skive.

Status på runde2 blev hele 46 point til Ravnsborg og næstbedste hold af alle i runden kun overgået af de andre nyoprykkere fra Trekanten med 50 point. Derudover et samlet avancement for Ravnsborg til 3.pladsen efter to runder og med 24 point til nedrykningsstregen. Den var der vist ikke nogen der havde set komme.....
Lidt underligt iøvrigt, at stå 3 sjællandske hold søndag eftermiddag i Skive og spille når alle jyske hold pånær et er kørt hjem....! Kan den spillenøgle virkelig ikke være anderledes ?

Det kneb lidt med at komme ind i bilerne fordi armene var oppe over hovedet :-) Nå, spøg til side, den LANGE tur hjem var ihvertfald knap så slem, da vi selvfølgelig var pænt tilfredse med weekendens pointhøst. Ikke engang i den defekte bil kunne man undgå at smile. Var hjemme igen kl.21,00 efter en meget lang men trods alt super søndag og weekend.


Vi glæder os allerede til Køge runden d.31/10-1/11.

/Lomme